Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag

mandag den 11. april 2011

Bøger jeg har læst

Blomsternes blod – skrevet af Anita Amirrezvani. Skøn fortælling om 1600- tallets Iran. Så klart anbefalelsesværdig

Sandets sprog – Ellen Block. Abigail har mistet sin mand og sin søn i en tragisk ulykke. Tynget af sorg og ude af stand til at finde ud af hvordan hun skal komme videre med sit liv, vælger hun at flytte til Chapel Isle, en afsondret ø i North Carolinas outer banks. En sød historie Smiley som ender godt.

Bag kulisserne – Roisin Meaney. Elsker fortællinger hvor flere menneskers liv bliver flettet sammen.

lørdag den 15. januar 2011

Bøger jeg lige har læst…

Jeg har læst 2 gode chick-lit bøger her i starten af året:

Et tilbud du ikke kan afslå – skrevet af Jill Mansell. Ægte love story! Du kan læse en anmeldelse af bogen her

Der fik jeg dig – skrevet af Jane Fallon. Jeg kluklo flere gange undervejs, en virkelig underholdende bog om utroskab og sammensværgelse. Du kan læse om indholdet her.

fredag den 3. september 2010

Bøger jeg har læst

Det er måneder siden jeg sidst har skrevet herinde. Min tid har ikke været til hygge skrible skrable, og jeg har været i tvivl om jeg overhovedet gider det mere :-)
Men jeg har savnet mit sted hvor jeg samlede gode bøger op, gode forfattere som jeg kunne hive fat i igen. Derfor dette indlæg.

Sommeren over har jeg med glæde læst bøger af Noah Gordon. Har med stor fornøjelse læst Shamanen, Helbrederen og sidst En kvindes valg.

Gode bøger, med et velskrevet indhold, og hvor jeg med spænding glædede mig til afslutningen. Ham gider jeg godt læse meget mere af.

Har også læst Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjergs "Skrig under vand". Det er dog en tynd kop te, med et lixtal så selv en 3 klasses elev kan følge med. Øj hvor var jeg skuffet! Hvordan pokker kan der være så meget hype omkring den bog?

tirsdag den 22. december 2009

Hvad jeg lige har læst…

smaragdfuglen

Har lige læst Linda Holemans “Smaragdfuglen”  og den kan helt klart anbefales.

Vi er i Indien i 1839. Linny Gow, en respektabel ung kone og mor, gør status over sit liv. Udadtil ligner Linny den perfekte britiske kolonitids-hustru: Smuk, kultiveret og ydmyg. Men skinnet kan somme tider bedrage.

Linny er født i Liverpool. I stor fattigdom gennemlever Linny en barsk barndom og ungdom, hvor hun bliver tvunget ud i prostitution af sin stedfar. Hun griber chancen for at flygte til Indien, hvor hun indgår en handel og et ægteskab – og opnår status. Hendes nye liv bliver imidlertid ikke lykkeligere eller nemmere – og det er kun et tilfælde, der giver hende mulighed for at opleve en helt anden verden og et glimt af ægte kærlighed og personlig frihed.

Til tider var den meget barsk, og jeg sad hele tiden og ønskede hende det bedste – super god bog som ikke ender med den lykke man ville ønske.

torsdag den 26. november 2009

Fik en kommentar…

Fik idag en ret fed kommentar til mit indlæg om Lotte Petris den 5. plage. Kommentarer var fra forfatteren selv.

 

kommentaren

Fedt at hun kiggede forbi, og havde lyst til at kommentere – men endnu mere fedt at bog nummer 2 fra hendes hånd er på vej!

lørdag den 7. november 2009

En super god bog.

den 5. plagePå 2 dage pløjede jeg mig igennem Lotte Petris “den 5. plage” nøj den var god.

Det er ikke småting, de to veninder Selma og Lisa udsættes for i denne debutroman. Selma arbejder som forsker på Epidemiologisk Institut i København, da hendes kollega Sabines lig bliver fisket op af Københavns Havn. Som noget af det sidste har hun sendt en mail til Selma, der tyder på, at der forberedes en større biologisk terroraktion i København. Lisa får gennem sit arbejde som produktchef i et reklamebureau kendskab til en stor tysk medicinalgigant, der arbejder med et mystisk, kemisk stof. Samtidig er hun gået under jorden på flugt fra sin voldelige eksmand. Og så går det ellers der ud ad i en hæsblæsende fart, hvor meget bliver en kamp mod tiden. Der sker adskillige mord i løbet af bogen, og der er ikke grænser for nederdrægtighederne. En velskrevet bog i et forrygende tempo.

Jeg glæder mig til hendes næste bog – den kan hun KUN skrive for langsomt.

tirsdag den 20. oktober 2009

Bøger jeg har læst

Får godt nok ikke skrevet så meget på min blog, men det er ikke fordi ord mangler i mit liv, for jeg får læst rigtig meget.

Har lige læst samtlige bøger af den danske forfatter Anna Grue, hun kan klart anbefales, hun mestre både krimi men også de dybere bøger om livet – fx “det taler vi ikke om” som forfatteren skriver handler om:

Hvorfor skal jeg vokse op hos mine morforældre? Har jeg ingen farforældre? Hvordan døde min far og min mor og min storebror? Og hvordan går det til, at jeg har et langt, smalt ar i hovedbunden? Den unge kvinde Marie beslutter sig for at finde ud af sandheden bag sit liv. Sammen med veninden Stine drager hun til en lille by i det sydlige England, hvor gådens løsning måske befinder sig.

Anna Grues bøger kan klart anbefales – læs og bliv begejstret.

Har også læst lidt chicklit – Hester Brownes “det lille frøkenfirma” en sød bog, som bør læses på en mørk våde efterårs eftermiddag. En hyggelig bog, hvor jeg glæder mig til efterfølgerne bliver udgivet på dansk.

Marian Keyes – en charmerende mand. Den røg ned mens jeg lå ved pølen på ferien. En god lang bog hvor slutningen IKKE kan gættes ved første ord.

Mary Higgens Clark – en produktiv forfatter, en garvet dame indenfor krimiverdenen. Jeg læser hende gerne, og hygger mig med hende .

Og så er der alle dem jeg slet ikke kan huske :-)

torsdag den 30. juli 2009

Bøger jeg har læst

noget for noget

Anna Grue “Noget for noget”

Advarsel:

Det kan gå helt galt, hvis du lader naboen passe din lejlighed i ferien. Hvis altså naboen er psykopat og systematisk gennemgår dine skuffer for at kunne presse penge af dig …

Handlingen udspiller sig på Østerbro i sommeren 2004. Journalisten Mette skal på ferie i Nice med sin oversættermand og deres femårige søn Esben. Hvad er mere nærliggende end at lade viceværtens kone Jytte se efter posten, vande potteplanterne og give marsvinet mad? Det gør hun jo i forvejen i resten af ejendommen.
"Noget for noget" er en letløbende og underholdende roman. Mette har en stor familie familie og omgangskreds, så der er mange sidehistorier, som griber ind i hinanden - nogle gange meget dramatisk og nogle gange lidt morsomt. Men som læser er man i godt selskab, og jeg glemte helt tiden i toget, for jeg måtte lige vende endnu en side for at følge hoved- og bipersonerne i deres færden.

Thriller vil jeg ikke kalde den, chicklit vil jeg heller ikke kalde den – lige midt imellem. Klart læseværdig.

****************************************************

pengetræet

Holly Kennedy “pengetræet”

Sidste år læste jeg “blikæsken” af samme forfatter. “Pengetræet” var præcis som forventet en lige så skøn bog, hvor jeg både måtte grine højt og fælde en tåre.

Annie Hillmans liv ligger i ruiner. Den yngste søn, Eric, har, siden han var tre, lidt af en livstruende sygdom, der har fyldt så meget, at det har kostet Annie ægteskabet med Jack og fremmedgjort hende over for den ældste, Luke, der ikke har fået den opmærksomhed fra sin mor, som han havde krav på. Og ud over den følelsesmæssige fallit kæmper Annie også med regningen for Erics behandling, der er på størrelse med en årsløn eller to.

En annonce på forsiden af den lokale avis med et ungdomsbillede af hende selv under overskriften Har du set denne kvinde? vender op og ned på Annies liv. Det skal vise sig bare at være den første af en stribe annoncer, der sætter Annie i gang med at grave i sin fortid for at finde ud af, hvem den anonyme indrykker mon kan være.

Super god læsning med en overraskende slutning.

fredag den 19. juni 2009

Bøger jeg har læst

Charlotte link

Charlotte Link: Den fremmede gæst.

Den tyske forfatter Charlotte Link, har været en af mine yndlingsforfattere siden jeg læste Søstrenes hus

Denne gang faldt jeg over en psykologisk spændingsroman hun har skrevet. Den er lige så velskrevet som hendes skønlitterære bøger.

Rebecca ønsker ikke at leve længere. Hun er aldrig kommet sig over sin elskede mands alt for tidlige død, og nu er hun fast besluttet på at gøre en ende på livet. Men så møder hun tilfældigvis det unge par Inga og Marius, som er på ferie i Sydfrankrig. Sammen med dem, genfinder Rebecca sin livsglæde og får nyt mod på tilværelsen.
Under det, som skulle have været en hyggelig sejltur på Middelhavet, sker tragedien. Marius forsvinder sporløst og enhver eftersøgning er forgæves. Men snart dukker hans navn op i forbindelse med en grufuld forbrydelse.
Den fremmede Gæst er spænding fra første side.

**********************************************************

Peter H fogtdal

Peter H. Fogtdal

Zarens dværg.

Zarens dværg er en interessant, underholdende og undertiden skræmmende roman om den danske dværg Sørine Bentsdatter, som Frederik den Fjerde forærer til den russiske zar Peter den Store under hans besøg i København.

Hvis man som jeg, godt kan lide at læse om “gamle” dage, så er denne bog et godt bud, for den er velskrevet – selvom slutningen er lidt for underlig.

Jeg har allerede nu flere af Peter Fogtdals bøger på min “ønskeliste” på biblioteket.

torsdag den 30. april 2009

Q & A… eller

q&a Drengen, der havde svar på alt

eller

Slumdog Millionaire.

Skrevet af Vikas Swarup

Har de sidste 4 dage læst bogen bag den 8 Oscar vindende film. For Jesper og jeg er ikke ret gode til at gå i biografen, så jeg må indimellem “nøjes” med at læse bogen.

Var den så god? Ja for pokker, lige en bog efter mit hovede. Den var velskrevet, humoristisk, seriøs og  tankevækkende. Jeg måtte dog indimellem lige gå et par sider tilbage, for at få styr på navnene – men sådan har jeg det tit når det ikke er velkendte navne.

Historien handler om den indiske gadedreng Ram Mohammed Thomas, der vinder den helt store gevinst i et “hvem vil være millionær”, men anklages for snyd, for hvordan kan en gadedreng kende alle svarene? For at bevise sin uskyld gennemgår han sammen med en kvindelig advokat tv-optagelserne og historierne bag, hvorfor han kendte alle svarene.
I løbet af én nat fortæller Ram for hvert quizspørgsmål en fascinerende historie fra sit liv som forældreløs gadedreng i nogle af Indiens storbyer, og om de personer, han har mødt på sin vej, som har haft betydning for hans videre liv.

Har du ikke set filmen, så læs bogen – og lær at penge er ikke alt :-)

fredag den 24. april 2009

Drengen i kufferten

drengen i kufferten Har været inde i en periode hvor jeg slet ikke har haft åbnet en bog – med mindre den handlede om strikketøj, faglitteratur eller lign. Men fik anbefalet “Drengen i kufferten” skrevet af Lene Kaaberbøl & Agnete Friis.

Og så er jeg ellers tilbage i min normale skønlitterære læserytme igen, for jeg slugte lige denne bog på 2 dage.

Den er spændende og velskrevet. Og så elsker jeg at hovedpersonen ikke er hovedperson som så i så mange andre krimier og romanen falder ikke ind under den ofte brugte kategori "femikrimi". Historien skifter nemlig hele tiden synsvinkel mellem de forskellige personer og på den måde hører vi også dele af deres baggrundshistorie og får en forståelse for både "detektiven", offeret og gerningsmændene. Det gennemføres på en måde, så historien stadig er sammenhængene og godt flydende.

Røde Kors sygeplejersken Nina Borg bliver bedt om at hente en kuffert i en bagageboks på Hovedbanegården og opdager en lille dreng - Snart er hun blandet ind i et speget og livsfarligt spil om kidnapning og organer.

Spændende og god læsning – virkelig anbefalelsesværdig hvis man kan lide en god krimi.

fredag den 7. november 2008

Krimi?

bog

 

 

Er gået i gang med at læse Elsebeth Egholms bog “liv og legme” er bare rigtig meget i tvivl om jeg gider at læse krimi lige nu….

lørdag den 25. oktober 2008

Bøger jeg lige har læst..

Har lige læst 3 bøger af Sharon Owens. En irsk forfatterinde som i sin skrivestil minder meget om Maeve Binchy. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.
Mulberry Street er en søvnig lille gade, og søvnigt er også Penny Stanleys liv med ægtemanden Daniel i deres lille tehus. Penny drømmer om større ting – lykke, passion og måske endda et barn, men hverdagen går med sandwich, te og kager, hvilket tilsyneladende er nok til at udfylde Daniels liv, men ikke Pennys.

I tehuset kommer de faste stamkunder – og her krydser deres historier hinanden. Brenda Brown drømmer romantiske drømme om Nicolas Cage. De tudsegamle og meget retskafne Crawley-tvillinger følger nøje med i alle andres liv. Sadie drukner sine ægteskabelige problemer i cheesecake. Clare Fitzgerald vender tilbage efter mange, mange år i USA og leder efter sin gamle flamme. Aurora og Henrys ægteskab knager – men holder det? – og hvad med blomsterhandleren Rose, der nyligt er blevet skilt?
Smukke Lily Beaumont og ægtemanden Jack ejer en pub i ægte victoriansk stil, der danner rammen om et lykkeligt ægteskab.
Lily og Jacks tyve år lange ægteskab har været kendetegnet af dyb forelskelse, og de har levet i deres egen lille romantiske verden i pubben, hvor stamgæsterne har haft deres daglige gang.

Men en dag dukker entreprenøren Vincent Halloran op i Belfast. Han har store planer med den lille Maple Street. Jack og Lily er fortvivlede, og de ved, at deres dage i elfenbenstårnet er talte. Men de beslutter sig for at tage kampen op og ansætter fire smukke og tiltrækkende bartendere og to flotte sangere. Og Lily går i gang med det, hun er allerbedst til, når hun møder modgang: at lave lækker mad til pubbens gæster.


Dansesalen på Magnolia Street foregår i Belfast og handler om kærlighed, passion og fortrydelse, og den viser, at dét at blive forelsket slet ikke er så simpelt, som det kan synes.

Jeg er selv helt vild med Mave Binchy, så disse bøger faldt helt i min smag.

tirsdag den 2. september 2008

Badeferie læsning

En uges ferie sydpå giver mig rig mulighed for at få læst nogle gode bøger. Og i år havde jeg virkelig fået håndplukket nogle gode:

Simon Beckett - "Dødens kemi"
Da to drenge finder et opløst kvindelig i en skov en stegende hed sommerdag i juli, er der endnu ingen, der ved, at den lille landsby Manham i Norfolk hærges af en seriemorder.
Tre år før flyttede David Hunter til byen. En personlig tragedie fik ham til at lægge London bag sig og opgive karrieren som retsmedicinsk antropolog - specialist i ´gamle lig´, der har ligget så længe, at en almindelig retsmediciner må give op.
Nu arbejder Hunter udelukkende som landsbylæge. Men selvom han gør alt for at holde sig på afstand af mordefterforskningen, bliver han mod sin vilje gradvist inddraget i arbejdet. Da den dræbte kvinde samtidig er en af hans gode bekendte, er Hunter pludselig også selv mistænkt i det lille samfund præget af mistro og rygtedannelser. Snart forsvinder endnu en ung kvinde, og Hunter indser, at han må træde til med al sin viden, hvis morderen skal fanges.

Åh ha den var god, den blev nærmest lynlæst, for her var spænding fra først til sidst. Heldigvis havde jeg også fået lånt efterfølgeren:

"skrevet i ild"David Hunter burde være i London hos den kvinde, han elsker. I stedet gør han en betrængt politimand en tjeneste og rejser til den fjerntliggende ø Runa i Hebriderne, hvor en uhyggelig oplevelse venter ham: Et lig, der næsten er brændt helt væk, bortset fra en hånd og en fod. Det lokale politi afskriver det makabre fund som en ulykke, men Hunters instinkt fortæller ham noget andet. Han er overbevist om, at der er en morder på øen, og han indser snart, at Runa er alt andet end en provinsiel idyl, og at det forkullede ligfund blot er én af øens mørke hemmeligheder.
Så blæser en storm ind fra Atlanten, der afskærer al strøm og kontakt med omverdenen. Mens uvejret raser, slår morderen til igen .

Om muligt er denne bog mere spændende end den første. Jeg glæder mig til 3. bog fra hans hånd, jeg er klar til at læse den når den kommer. Serien kan anbefales hvis man som jeg, kan lide en god velskrevet krimi.

Næste bog i rækken, var:

Dorthe Studsgarth "skiftedag"

En forvekslingskomedie om de enæggede tvillinger Kathrin og Beth, der er henholdsvis studievært i København og hjemmegående husmor på et jysk gods. De er aldrig vokset fra at konkurrere med hinanden og mener hver især, at den anden er kørt uhjælpeligt fast i et latterligt dårligt mønster og burde kunne løse sine trivielle problemer med et fingerknips. Og når man nu ligner hinanden og aldrig er blevet voksne, hvorfor så ikke bytte roller og hverdag - og demonstrere for sin søster, hvordan man klarer hendes udfordringer? Og som sagt, så gjort! I nattens mulm og mørke bytter de to søstre roller. Kathrin flytter ind på godset, og Beth tager til byen, hvor hun bl.a. indleder en affære med søsterens ministerven ...

Og så gik jeg ellers over i den danske verden, en helt anden boldgade. Den var ikke lige så velskrevet som krimien, men stadigvæk for en debut romanforfatter var den faktisk okay. Jeg havde dog håbet på lidt mere morskab med de enæggede tvilliger der skifter verdener.

Sophie Kinsella - "hvem er jeg"

Lexi er sidst i tyverne og generelt utilfreds med både, job, udseende og kæreste. Men hverdagen bliver vendt på vrangen, da hun en på en tøseaften i byen falder og mister bevidstheden. Da hun igen bliver sig selv, er der gået tre år! Men hvem er den smækre sag i spejlet med lækker hud, tjekket frisure, dyrt designertøj - og den lækreste mand? Rekonstruktionen af de forgangne år kan selvfølgelig kun blive komisk, for hvordan klarer den indre ordinære og halvkiksede pige sit nye tjekkede jeg?

Chicklit i bedste form, forfatteren er hende der også har skrevet "shopaholic"bøgerne. Denne stil går meget tydeligt igennem her, her er så ABSOLUT ikke tale om en dyb bog, næææ nej den egnede sig fint til at ligge i solen og læse. God underholdning, med et par fnis i ny og næ.

Charlotte Link - "rosendyrkerne"


Et skønt skæbnedrame men samtidig også en historie om krigen og dens følger.

Da den unge lærerinde Franca Palmer lejer sig ind i den gamle rosengård i byen Le Variouf på kanaløen Guernsey, opstår der en sjælden fortrolighed mellem hende og husets mangeårige ejer, Beatrice Shaye.

Den halvfjerdsårige Beatrice har i en menneske­alder bestyret gartneriet sammen med den ti år ældre Helene, som kom til Guernsey i krigsåret 1940 sammen med den tyske officer Peter Feldmann. Imellem de to kvinder eksisterer et dystert skæbnefællesskab, som daterer sig tilbage til besættelsestiden, og ikke mindst til Peter Feldmanns død i 1945, som betød afslutningen på en forfærdelig periode for begge kvinder.

Alligevel hviler der stadig en skygge over rosen­gartneriet, fortidens spøgelser er langt fra manet i jorden, og på endnu en smuk forårsdag rammer døden igen Le Variouf.

Der er ingen tvivl, dette var denne feries favoritlæsning. En skøn roman om krig, kærlighed, had, magt og besættelse. Jeg nød hvert et ord, og er næsten klar til at læse den igen. Ærgeligt at der kun er oversat 2 af hendes bøger. Hvordan mon man får lagt pres på forlagene, så der bliver oversat flere?

mandag den 7. juli 2008

læs den....

Læs denne bog før din nabo - jeg er lige startet på den hertil morgen på vej i toget, men må indrømme, at jeg syns det er ærgeligt at jeg bliver nød til at arbejde - for jeg har mest lyst til at læse... læse og atter læse!

onsdag den 26. marts 2008

Puha....

I øjeblikket læser jeg denne bog her:

og den har bare sat en masse billeder i gang i mit hovede. Bogen handler om Carmen som får konstateret brystkræft i den værst tænkelige form, den breder sig med lynets hast. Hun er gift med Stijn og sammen har de Luna deres datter på 2 år. Bogen er en hudløs og usentimental beskrivelse af kampen imod en dødelig sygdom. En historie om drengerøven, der bliver voksen. Om øl, rockmusik, og utroskab, men også om desperation, magtesløshed og sorg – og kærlighed, naturligvis.

Jeg må flere gange stoppe op, tænke på noget andet, for ellers tuder jeg der midt i toget. Og andre gange stopper jeg op, og tænker "gud tænk hvis man har kræft - et eller andet sted, og man bare ikke opdager det før det er for sent"

Bogen er let at læse, små korte kapitler - men en god bog som helt klart kan anbefales.

lørdag den 1. marts 2008

Hvad har jeg lige læst

Sørme dejligt at rejse næsten 2 timer om dagen i tog, for jeg får læst så mange skønne bøger:


Lykkens cafe - skrevet af Judith Ryan Hendricks.

Wynther Morrison er 31 år og godt gift med den smukke og ambitiøse David, som allerede fra starten af deres ægteskab fortalte hende, hvilke ugeblade hun skulle læse, hvilke kollegaers koner hun skulle være veninder med, og hvilket tøj hun skulle gå med. Og Wynther fulgte bare med, og opdagede aldrig, at hun måske ikke selv var helt lykkelig.Men en dag braser lykken sammen. David fortæller Wynther, at han har brug for en pause, og pludselig skal hun til at forsørge sig selv og finde en mening med sit liv. For at få det hele lidt på afstand tager hun til Seattle og besøger sin gamle barndomsveninde, og her begynder hun langsomt at få styr på sit liv igen. Hun opdager, at hun måske alligevel ikke er helt uden evner, for før hun mødte David, var hun i Frankrig, hvor hun lærte at bage brød, og da et lille bageri i nærheden en dag mangler en bager, slår hun til.

Den var rigtig sød, meget underholdende.

******************************


Fire søstre - skrevet af Tasmina Perry

Den egoistiske hustyran lord Balcons fire underskønne døtre, Cate, Venetia, Serena og Camilla, har så travlt med karrieren som henholdsvis modemagasinredaktør, designer, skuespiller og jurist i det internationale jetset, at de dårligt genkenderægte kærlighed, når de møder den.

Her er der virkelig dømt drama, drama og rige tøser. Ikke den bedste bog jeg har læst, men den havde dog sine højdepunkter.

***************************

Blikæsken - skrevet af Holly Kennedys.

Bogen handler om den unge kvinde Kenly, der som ung træffer en skæbnesvanger beslutning. Kenly Lowen bærer på en frygtelig hemmelighed, som kan vende op og ned på hendes trygge liv, hvis den bliver afsløret. I skødet har hun en gammel blikæske, hvis indhold kun hun, og ingen andre, kender. For mange år siden løj hun over for sin mand – og sandheden i æsken kan ødelægge deres ægteskab.

Det er en god, letlæselig, humoristisk, sørgelig og kærlig bog, hvor Kennedy kommer godt rundt i hele følelses registeret. Jeg måtte trække på smilebåndet flere gange samt fælde et par tårer undervejs - hvilket er svært når man sidder i et tog. Man får virkelig et indblik i, hvad det vil sige at miste sin mor tidligt samt at bo sammen med en forælder som er alkoholiker.

Virkelig anbefalelsesværdig!

lørdag den 9. februar 2008

Under en strålende sol....

Så har jeg igen slugt en bog af Khaled Hosseini, denne gang var det "under en strålende sol". Det var en super god bog, en varm bog om venskab, men også barsk bog om undertrykkelse og vold mod kvinder. Jeg lod mig helt opsluge af Hosseinis fortællestil og fik igen en stor læseoplevelse! Kunne man lide "drageløberen" vil man helt sikkert også kunne lide denne her...


Miriam vokser op under fattige og kærlighedsløse kår, mens den 19 år yngre Lailas barndom er lykkelig og fri. Begges verden ødelægges og skæbnen bringer dem sammen hos en voldelig tyran af en ægtemand, hvor de trods forskellige baggrunde samles i et skæbnesfællesskab.

fredag den 18. januar 2008

Hvad har jeg lige læst?

Da jeg jo er begyndt at køre med toget ca 1½ time hver dag, får jeg virkelig læst nogle bøger. Fx har jeg læst:
Drageløberen af Khaled Hosseini.

"Drageløberen" er en af den slags romaner, som jeg har svært ved at lægge fra mig, og hvor siderne næsten vender sig af sig selv. Den indeholder alle de temaer, som gør en roman værd at læse : venskab, ære, svigt, skyld, soning, en søns kamp for sin fars kærlighed og kærligheden mellem mand og kvinde

En super skøn og stærk roman - jeg slugte den næsten. Glæder mig vildt til at se den på film!


Og så har jeg læst en skøn dansk bog, sørme godt nok lang tid siden jeg sidst har læst en dansk bog!



Libri di luca - skrevet af Mikkel Birkegaard.

Forestil dig, at nogle mennesker kan påvirke dine følelser og tanker, når du læser, eller hvis de læser en bog højt for dig. At de kan forføre dig med de mest fantastiske historier, men også manipulere dig til at tænke lige præcis, som de ønsker.

Virkelig en forførende spændende bog - den rummer det hele, inkl. en masse mystik og en masse tanker bagefter. Læs den!

Det værste er faktisk, at jeg i øjeblikket har læst så mange bøger, at jeg næsten ikke kan huske dem, må altså snart begynde at skrive dem ned!

søndag den 4. november 2007

Læst på 2 dage!

Faldt ved et tilfælde over Eva Jørgensens "Vi ses imorgen" og jeg kan kun sige: LÆS DEN!
Jeg pløjede bogen igennem på 2 dage, og må indrømme at jeg både græd og grinte. Indimellem måtte jeg lægge bogen væk, for den er virkelig hård at læse, især hvis man selv elsker - og måske er bange for at miste.
Bogen er journalisten Eva Jørgensens personlige beretning om at være pårørende til sin kæreste, der bliver ramt af sygdommen ALS, amyotrofisk lateral sklerose. Om at miste den man elsker, uden at miste sig selv, om kaos og kærlighed og rollen som nybagt mor.