søndag den 23. december 2007

Julekort

Jeg elsker at skrive kort og ikke mindst at modtage dem. Alle julekort bliver altid hængt op i køkkenvinduet til glæde hele julen - i år har vi modtaget over 20 stk, så de hænger lidt i lag.
Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at ønske alle mine læsere en glædelig jul samt et lykkebringende nytår. Jeg håber, at vi i 2008 kommer til at tilbringe mindst lige så mange hyggelige timer sammen.

hvad pokker?

Jeg har drillet Jesper lidt, for den Amaryllis - alias de 4 verdens hjørner - jeg har fået af ham i adventsgave er ved at springe ud. Men det må have været en tilbudsvare han har fået, for den har kun 3 blomster, eller er det ene verdens hjørne mon stoppet med at eksistere? Hehe...

Men den bliver nu flot alligevel, og i år satser jeg på at den IKKE vælter på gulvet og når at knække af før den springer ud!


Og misteltenen hænger på sin plads - eller rettere sin nye plads, for hullet er først lavet i år!


Og så har jeg en orkidee som er på vej til at springe ud, indrømmet jeg kan faktisk ikke huske hvordan den ser ud - men den ligner ikke en "normal" orkidee så jeg glæder mig.



torsdag den 20. december 2007

Juledans....

Så for pokker, så har Jesper og jeg øvet os et helt år på vores juledans, og vi er bare blevet gode. Se selv her:

Juledans

Teenagerbarn

At have et teenagerbarn i huset byder på mange dejlige, underlige og nogle gange ærgerlige oplevelser. I går var tøsebarnet til juleafslutning til fodbold, tog af sted i højt humør og kom hjem – hmmm ærgerlig er ikke det rigtige ord, nok nærmere mut og indelukket.

Aftensmaden blev indtaget i nærmest stilhed, forældrene prøvede at snakke lidt, men det er dælme svært når der sidder 1/3 og intet siger udover ”ja…” ”nej….” eller ”der er ikke noget i vejen”. Efter den sidste sætning væltede tårerne op i øjnene på tøsebarnet, men hun fastholdte, der var INTET i vejen.

Efter en god nat søvn, har vi vores normale Elisabeth tilbage. Morgenmaden indtages i vores normale stilhed, for hverken hende eller jeg er til den store snak. Først når tænderne er børstet og vi er på vej ud af døren snakkes der. Efter jeg har skiftet job følges Elisabeth og jeg om morgenen til toget, hun tager toget til Tølløse og jeg tager toget til København, hver vores vej.
Hertil morgen sagde hun ”dette er bare en af de bedste tider på dagen” og stak armen ind under min – så bliver man sku rørt i et gammel papmor hjerte, og jeg er sikker på at min torsdag nok skal blive god.

I aften skal der skrives julekort – Elisabeth er blevet beordret til at skrive et, nemlig til hendes biologiske mormor og morfar. Egentligt ikke fordi jeg tror hun gider det, men jeg ved at de vil blive super glade for det, så jeg tvinger hende. Har lovet hende, at vi skal sidde i stuen, høre julemusik og gnaske konfekt – jeg ved hvad der skal gøres for at lokke damen.

onsdag den 19. december 2007

Nyt arbejde!

YES så startede jeg på det nye arbejde, og manner det er fedt. Det kan godt være at jeg var glad for jobbet i banken, men dette job her, er simpelthen drømmejobbet.

Fra dag 1 blev jeg bare kastet ud i det, og dagene flyver afsted. Jeg når ikke at tænke "øv 3 timer endnu" for så er klokken over 4 og jeg har snart fri.

Tager toget hver morgen kl. 7.22 og er hjemme igen ved 17 tiden. Hvorfor har jeg dog i så mange år haft job, hvor jeg skulle bruge min bil? Det er afslappende og dejligt at rejse med toget, jeg læser eller taler med dem jeg møder (kender jo en del der også pendler). Og så lander man derhjemme og er afslappet og rolig.

Og så er det snart jul, men helt ærlig... det er en anden snak og et helt andet blogg-indlæg!

lørdag den 15. december 2007

Hvad skal i lave i weekenden?

Uhm havde en dejlig dag igår, alle julegaverne blev købt - det er bare en helt forrygende fornemmelse. Vi tog til Holbæk og var meget koncentreret om at købe julegaver, og vidste lige netop til hvem og hvad. Og 3 timer senere kørte vi belæsset med gaver hjem igen. Gooood følelse!

Igår aftes var vi til en rigtig hyggelig middag hos et vennepar. God mad og masser af hyggelig snak - og timerne forsvandt hurtigt.

Elisabeth var til hendes første "fest" sammen med den nye klasse, og alt foregik som forventet - stille og roligt. Ingen eskapader vi skulle høre om på vejen hjem i bilen, intet sprut - bare teenager hygge. Men hun var glad for at hun ikke skulle sove der, og det var jeg også som "mor", for hjemme var ikke det mest rene, og hun berettede om at der var 2 madrasser til deling imellem de 7 der skulle sove der.

Idag er Jesper taget på jagt (igen, men idag vågnede vi rettidig). I eftermiddag skal jeg lave julekort. Og i aften skulle vi have været til julefrokost hos dem her men det bliver nok ikke til noget. Så vi lejer nok en dvd og hygger med den.

Imorgen skal Elisabeth og jeg bage julesmåkager, og måske ryger der også lidt konfekt ned i dåsen.

Og vupti det var den weekend, og mandag morgen starter jeg på mit nye arbejde.... YES!

torsdag den 13. december 2007

Var det det venskab?

Venskaber er noget skrøbeligt noget, det skal passe og plejes af begge parter - og hvis det ikke gør det, så krakelerer det og venskabet bliver til bekendtskab og til slut intet.

Sådan oplever vi herhjemme i øjeblikket at et venskab vi har haft i mange år, er ved at smulre væk. Ærgeligt, men vores oplevelse er at det andet par (og især hende) ikke har tiden/lysten til at være sammen med os længere - aftaler bliver aflyst, eller aftaler bliver lavet om så der skal deltage andre af deres venner.
Både Jesper og jeg er enige, vi er ikke bare medløbere når det passer dem at være sammen med os. Vi har stor forståelse for at man har travlt i visse tider af året.

Heldigvis har vi mange andre gode venner som vi ses med, fx på fredag hvor vi skal på "landet" og høre om venneparrets datter som har viet 3 mrd af sit ungdomsliv i Indien hvor hun underviser børnehjemsbørn i engelsk. Det glæder vi os til....

søndag den 9. december 2007

2. søndag i advent.

Jeg elsker søndage - stille og roligt at vågne i sengen, vide at der ikke er stress og jag. Sådan var det så ikke lige idag, vi vågnede 8.40 med et spjæt begge 2, for kl 8.45 vidste vi at Jespers far stod i døren og var klar til JAGT!

Jeg HADER sådanne morgener, jeg er i forvejen rigtig dårlig om morgenen - jeg siger ikke så meget, og når jeg siger noget er det kun ja/nej! Og så stress og jag, det tager mig så TIMER at blive mit normale jeg istedet for blot min normale ½ time!

Ikke nok med at min morgenstund blev ødelagt, men da tøsebarnet så stod op næsten samtidig, og blot sagde "nissen har ikke været i min sok", så kan man som bonusmor/papmor/stedmor what ever kun sige "satans osse, det har jeg glemt". Altså ikke glemt at købe, men glemt at pakke ind og kaste ned i sokken.
Hun tror heldigvis ikke på nissen længere, så hun blev beordret ud i udestuen imens jeg pakkede 3 cd´er med "sex and the city" ind, og så var hendes morgen reddet.

JEG HADER SÅDANNE MORGENER!!!!!!

torsdag den 6. december 2007

Mine yndlingsjuleting

Er december måned ikke bare skøn - gran, julelys, julekugler og nisser? hvem pokker kan ikke elske det?

I år har alle mine orkideer stort set valgt at være i blomst her i december mrd, så jeg må begrænse mig med mine indkøb af julestjerne og "de 4 verdens hjørner" :o)







Så blev det jul i det lille hjem!

Så blev det også jul på Tølløsevej i Hvalsø. Jesper lavede igår aftes adventskransen - vi har en super fordeling herhjemme, jeg køber alt til kransen, og Jesper laver den, efter mine kyndige anvisninger selvfølgelig.

Er selv ret glad for kransen i år, den er julet på vores helt egne måde.





onsdag den 5. december 2007

HEY... det er december!

For pokker da også, hvor bliver tiden dog af? Jeg syns næsten lige vi har haft sommerferie, og nu er det december.

Jeg opgiver at følge med tingene i øjeblikket, og lader mig nok mest bare glide med.

Tænk jeg har fået tilbudt et nyt job, et job jeg ikke kan sige nej til! Så farvel til banken, og goddag til noget helt andet. Det bliver rigtig godt, skal være mæglerfaglig konsulent - et job med masser af jura, masser af undervisning, og masser af løftede pegefingre overfor de ejendomsmæglere som ikke følger loven. Det bliver stort!