søndag den 26. oktober 2008

Min mand - min helt!

Jesper var hele fredagen på et førstehjælpskursus igennem sit job. Da han kom hjem sagde han "det var faktisk rigtig godt, men jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer til at bruge det"
Der skulle gå mindre end 36 timer, før dette blev modbevist.

Vi gik i seng igår aftes, helt som normalt - vinduet ud mod vejen står på klem, så frisk luft hele tiden bliver tilført. Det kan jeg godt lide, og Jesper har vænnet sig til det. Det betyder dog også, at vi kan høre når de unge mennesker går fra drik-før-byturen-stedet til toget, men sådan er det.

Jeg hørte dem godt, de der unge mennesker. Højt råbende, og sikkert godt fulde. Jeg hørte dog ikke bilen, før de hvinende dæk, og det bløde bump. Vi begge sad op i sengen og sagde "hørte du det... "... "jeg tror, den ene af dem blev ramt"

Jesper kom hurtigere i tøjet end jeg nogensinde før har set det, og løb afsted - og jeg greb telefonen. Ringede 112, og vagtcentralen kunne fortælle, at de allerede nu kunne se at der var en ambulance på vej.
På med tøjet, gribe nogle jakker, og ud på vejen.

Der holder en bil, med katastrofeblinket til - en ung mand går rundt ved siden af. Jesper sidder ved siden af en ung pige, og har fået hende lagt i aflåst sideleje, hun får vores ekstra jakker over sig, så hun ikke bliver kold. Jesper koncentrere sig om pigen, snakker med hende, sørger for at hun hele tiden er ved bevisthed. Jeg tager mig af de 2 skrigende veninder - genner dem væk, og prøver at få dem til at holde op med at skrige, prøver at få fat i pigens forældre via telefonen, men ingen svarer.

Den stakkels unge chaffør havde ikke en chance for at se dem, for de gik ude på vejen, med ryggen mod trafikken, i deres moderigtige mørke tøj uden reflekser eller noget. Han kom op over bakken... og bang der var de.

Den unge mand har heldigvis ikke sprut i blodet, han var bare rigtig uheldig. Tøserne kan ikke prale af at være alkoholfrie.

Politiet kommer - ambulancen kommer. Vi afgiver begge vidneafhøring, og politiet takker min mand for godt arbejde.

Min mand er en af hverdagens helte!

Dette her var lidt et wake-up-call for Jesper og jeg. Der er ting vi skal have snakket med tøsebarnet om, reflekser der skal indkøbes og monteres på vores tøj.

5 kommentarer:

Anne sagde ...

sikke en oplevelse...husk nu at få den snakket igennem mange gange...og stakkels unge mand...det er vel vores alles skræk,at køre et andet menneske ned uforvarent? Og den unge pige, gik det ?
uha...det var ikke rar læsning, men godt Jesper har fået taget førstehjælp..

Netti sagde ...

Puha sikke en oplevelse, men godt at i kunne hjælpe dem.
Hvor var det godt at jesper lige netop den dag havde været til førstehjælpskursus - man skulle næsten tro at det var de højere magter der greb ind.

Janne sagde ...

Det giver da stof til eftertanke, har selv tænkt på de her kurser i førstehjælp falck tilbyder, tænker ofte på hvad man dog skal gøre hvis en af ungerne pludselig kommer til skade, eller andre for den sags skyld...

Godt Jesper var så vågen...

Olines sagde ...

Det er da vist det der held i uheld eller er det omvendt? Jeg kan forestille mig, at det er en meget ubehagelig oplevelse, men et eller andet sted var det da godt, at det sket et sted for en kunne førstehjælp. Jeg håber, i har fået oplevelsen lidt på afstand, og som Anne vil jeg sige, husk at få talt det igennem.

Lise sagde ...

Vi har snakket rigtig meget om det herhjemme, og jeg er begyndt igen at kunne sove om natten uden hele tiden at høre den der grimme lyd (lyden af et menneske der bliver ramt af en bil)