Jobsamtalen!

Indrømmet jeg er god til samtaler, det er jo lidt som mit job - sælg dig selv/ eller sælg huset. Så jeg er normalt aldrig ret nervøs. Heller ikke denne gang, indtil jeg sad derinde og personalesjæfen og ham-der-står-for-området-sjæfen var der, og de startede deres skyderi imod mig og mit cv.

Vi startede blødt op, fortæl hvem du er og hvad du har lavet - det var hurtigt overstået. Men så startede personalesjæfen op - det der job hos xxx, hvor længe var du der. Hvornår sagde du op? Hvad lavede du der. Og sådan gik hun ellers igennem striben af jobs jeg har haft siden 1991.
Hende den søde kollega med buketten, hun har også været på besøg hos dem, og hun havde sagt, at de var søde og rare, og at samtalen var utrolig let - men det var også et helt andet job.
Og da personalesjæfen var færdig, så top ham-der-står-for-området-sjæfen op. Han stillede komplekse spørgsmål som "hvis nu du står i følgende situation... bla bla bla bla... hvordan vil du så løse den" - og så måtte jeg lige tørre hænderne diskret i kjole-trøjen, før jeg var klar til at besvare ham. Men det gik godt, han smilede og nikkede konstant - og sagde flere gange "godt svaret"

Min samtale var svedende varm, jeg havde konstant klamme håndflader og var mig selv taknemmelig for at jeg havde taget den der deo som stopper sveden 100% på, for jeg var varm!

Men det var en fed samtale - sådan fed på den gode måde. Jeg fik sagt de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter - jeg fik lov til at tænke hvis spørgsmålene blev for komplekse, og fandt de gode svar frem helt inde bagved i hjernen.
Jobbet var bare endnu bedre end jeg havde turde håbe på - mange spændende udfordringer. Men jeg tør bare ikke håbe på noget som helst endnu. Lige nu må jeg bare vente... vente på at det bliver "senest på tirsdag", for der får jeg svar!

Jeg tør heller ikke håbe på noget, selvom hende personalesjæfen sagde "du er helt klart en kandidat til jobbet" flere gange. Men jeg er jyde, og jeg tør ikke håbe på noget som helst endnu.