Julen er veloverstået – gaverne er pakket ud, beundret og alle blev glade. Meget mere om det i et helt andet blogindlæg. For nu skal det handle om mine årsmål, kom til at tænke på dem forleden dag, da følgende sms tikkede ind:
Hej Lise. Jeg vidste det da jeg så kuverten at det var dig. Hvor var det bare en dejlig juleoverraskelse……
Underskrevet med et knus fra Mona. Mona… Jeg fik gåsehud og tårer i øjnene. Mona hende jeg boede på værelse med tilbage i 1986-1987 da vi gik på efterskole. Mona som var med mig i Norge, da jeg passede Magnus. Mona som jeg mistede kontakten med for snart 15 år siden.
Det var mig der tog kontakten op igen. Efter at jeg havde skrevet alle vores fælles julekort i år, lå der 2 tilbage og stirrede provokerende på mig. Jeg greb det ene, og skrev til Mona – og nr. 2 blev også afsendt til – nemlig til Randi.
Mona ringede til mig lillejuleaften, og vi snakkede i 1½ time, emnerne var utallige, og det var som om vi havde set hinanden i sidste uge. Vi blev slet ikke færdige med at snakke, men det var lillejuleaften, og vi skulle begge 2 en masse andet, så nu ryger der sms afsted imellem os, som 2 teenagere – kan du huske dengang… og hvad med… og har du hørt fra… og hvordan har dine forældre det? osv osv osv.
Jeg har været helt høj over vores nye kontakt – og er det faktisk stadig.
Kontakten med Mona kan nu vinges af – det årsmål er opfyldt. Det samme kan løbeturene, 2 gange om ugen har jeg løbet siden september måned, og jeg elsker det… er småafhængig af det. Alenetid til Lise kan også vinges af, det har jeg fået – og det er fedt.
Der er 2 punkter tilbage – kontakt med Randi, det er udenfor mine hænder, jeg har afsendt et brev, og må nu afvente. Og så er der hæklingen, helt ærlig… det lærer jeg ALDRIG!
