Så drog Jesper afsted på jagtrejse, og efterlod lille bitte mig her hjemme helt alene - eller arj okay alene er jeg ikke, for jeg har jo både Twist og Elisabeth. Men i hvert fald savner jeg ham. Men han glædede sig frygtelig til at komme afsted, og det forstår jeg jo godt - jagten er hans store hobby, og endelig har han råd til at tage udenlands.
Det er 3. år i streg han er afsted, og det bliver altså ikke lettere år for år at han tager afsted.
Hvem skal jeg nu brokke mig til, når jeg syns at min kollega på jobbet glemmer os andre i gruppen og kører solo-løb hele tiden? Hvem skal jeg nusse på ryggen for at jeg kan falde i søvn? Hvem sørger for at der er tændt op i brændeovnen hver aften når jeg kommer hjem?
Især det sidste gør sku livet lidt surt for mig, eneste tidspunkt jeg nogensinde ærgre mig over at jeg ikke blev spejder. Men helt ærligt... hvor svært kan det være? *suk*
onsdag den 21. november 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Søde Lise. Nyd roen og muligheden for at gøre lige hvad du har lyst til, når du har lyst, uden at tage hensyn til manden i huset. Så går tiden alt for hurtigt, og før du får set dig om, er han hjemme igen :-)
Knus Marion
Send en kommentar