Længe leve Facebook.com

Tilbage i 1988 tog en veninde og jeg til Norge for at være ung pige i huset - dem der kender mig idag, vil tænkte "stakkels stakkels den familie der skulle spise hendes mad" men det gik faktisk udemærket, de var overhovedet ikke ret forvænt!

Vi boede hos hver vores familie, familierne var naboer. Mona passede 2 børn, og jeg passede 1. Magnus hed han... enebarn når det er værst, men samtidig den sødeste unge. Forældrene var begge 2 karrieremennesker, så Magnus og jeg havde meget tid sammen.

Men det der med at bo i Norge, var altså ikke mig, så det år skulle bare overståes, så jeg kunne komme tilbage til Danmark - til familien og vennerne.
Da året var ovre, og min hverdag herhjemme startet igen - var kontakten derop meget meget sporadisk. Faktisk fik jeg julen 1989 et julekort hvor min adresse var "Lise "efternavn", Jylland, Danmark" Meget meget heldigt, er jeg den eneste der hedder Lise "efternavn" i Jylland, så jeg fik brevet - omend det tog en del måneder.

Kontakten endte med at uddø fuldstændig.

Men idag har jeg fået kontakt til Magnus igen - længe leve Facebook.com. Jeg sad en aften, hvor Jesper så fodbold, og søgte derinde, og ville lige se om jeg kunne finde ham. Og vupti... der var han. Har skrevet ham en mail, og idag har jeg fået svar tilbage:

Hei!
Ja det er meg og jeg husker deg.
Er pa ferie i Hellas na, tilbake 22 juni. har ikke internett alltid her.
Hyggelig a hore fra deg!

Ååååååååååh så smelter en "gammel" ung pige i huset fuldstændig, tænk det var ham.
Jeg kan se at han er bonde - og skihop instruktør, og jeg kan se hans billede.